Sociale relationer udgør en central del af menneskets trivsel, men forskning fra Aarhus Universitet viser, at mange voksne kæmper med at etablere og fastholde nære venskaber. Undersøgelsen, der blev offentliggjort i december 2024, peger på, at tilknytningserfaringer fra barndommen spiller en afgørende rolle for evnen til at skabe meningsfulde sociale bånd senere i livet. Særligt ét tilknytningsmønster viser sig at være stærkt forbundet med social isolation i voksenalderen.
Forståelse af tilknytning hos voksne
Tilknytningsteoriens grundlag
Tilknytningsteorien, udviklet af den britiske psykolog John Bowlby i 1960’erne, beskriver hvordan de følelsesmæssige bånd mellem spædbørn og deres primære omsorgspersoner former individets senere relationer. Disse tidlige interaktioner skaber en intern arbejdsmodel, som barnet bærer med sig gennem livet. Modellen påvirker forventninger til andre mennesker, evnen til at regulere følelser og tillid til, at andre vil være tilgængelige i svære situationer.
Forskningen viser, at tilknytning ikke kun handler om forholdet mellem forældre og børn. De mønstre, der etableres tidligt, gentager sig i alle former for nære relationer, herunder venskaber, kæresteforhold og kollegiale relationer. En voksen med positive tilknytningserfaringer vil typisk have lettere ved at åbne sig følelsesmæssigt, søge støtte når det er nødvendigt og opretholde stabile sociale forbindelser.
Tilknytningssystemets funktion i voksenlivet
I voksenalderen aktiveres tilknytningssystemet særligt i stressende situationer eller når individet oplever sårbarhed. Personer med sunde tilknytningserfaringer vil naturligt søge mod andre for trøst og støtte, mens personer med problematiske tilknytningserfaringer kan reagere med tilbagetrækning eller overdreven bekymring for afvisning. Dette påvirker ikke blot romantiske relationer, men i høj grad også evnen til at danne og vedligeholde venskaber.
Forskere fra Aarhus Universitet har særligt fokuseret på, hvordan disse mønstre manifesterer sig i venskabsrelationer, et område der tidligere har fået mindre opmærksomhed end romantiske forhold.
Typer af tilknytningsstile
Sikker tilknytning
Personer med sikker tilknytning har typisk haft omsorgspersoner, der var følelsesmæssigt tilgængelige og responsive over for deres behov. Som voksne udviser disse individer tillid til andre, komfort med nærhed og evnen til at balancere selvstændighed med intimitet. De har lettere ved at etablere venskaber, dele personlige tanker og søge støtte uden frygt for afvisning.
Ængstelig tilknytning
Ængstelig tilknytning udvikles ofte hos børn, hvis omsorgspersoner var inkonsistente i deres omsorg. Nogle gange var de tilgængelige og kærlige, andre gange utilgængelige eller afvisende. Som voksne søger disse personer ofte bekræftelse og bekymrer sig konstant om, hvorvidt andre værdsætter dem. I venskaber kan dette manifestere sig som overdreven afhængighed, frygt for at blive forladt eller en tendens til at overtolke sociale signaler negativt.
Undgående tilknytning
Undgående tilknytning opstår typisk hos børn, hvis følelsesmæssige behov konsekvent blev ignoreret eller afvist. Disse børn lærer at undertrykke deres behov for nærhed og udvikler en præference for selvstændighed. Som voksne holder personer med undgående tilknytning ofte andre på afstand, undgår dyb følelsesmæssig intimitet og foretrækker overfladiske relationer. De kan have svært ved at åbne sig, dele personlige udfordringer eller søge støtte, selv når de har brug for det.
Netop det undgående tilknytningsmønster viser sig at være særligt problematisk i forhold til etablering af nære venskaber i voksenalderen.
Barndommens indflydelse på voksne relationer
Tidlige erfaringers langsigtede effekter
Forskningen dokumenterer, at de mønstre, der etableres i barndommen, har en bemærkelsesværdig stabilitet gennem livet. Børn, der oplever konsekvent omsorg og følelsesmæssig tilgængelighed, udvikler en grundlæggende tillid til, at andre vil være der for dem. Denne tillid bliver fundamentet for deres senere evne til at skabe nære relationer.
Omvendt bærer børn, der oplever afvisning, inkonsekvent omsorg eller følelsesmæssig utilgængelighed, disse erfaringer med sig som en forventning om, hvordan sociale relationer fungerer. De kan udvikle forsvarsmønstre, der beskytter dem mod yderligere skuffelse, men som samtidig forhindrer dem i at etablere meningsfulde forbindelser.
Gentagelse af mønstre
Voksne har en tendens til ubevidst at genskabe de relationelle dynamikker, de kendte fra barndommen. En person med undgående tilknytning kan for eksempel vælge venner, der også foretrækker distance, eller skubbe potentielle nære venner væk, når forholdet bliver for intimt. Dette bekræfter deres eksisterende overbevisning om, at nærhed er ubehageligt eller farligt.
Disse gentagne mønstre gør det vanskeligt at bryde ud af negative cyklusser uden bevidst indsats og ofte professionel hjælp.
Konklusioner fra Aarhus Universitets undersøgelse
Sammenhæng mellem tilknytning og ensomhed
Forskere fra Aarhus Universitet, ledet af professor Mathias Lasgaard, har dokumenteret en klar sammenhæng mellem tilknytningsstil og oplevelsen af ensomhed i voksenalderen. Undersøgelsen viser, at personer med undgående tilknytning er signifikant overrepræsenteret blandt dem, der rapporterer at have få eller ingen nære venner.
Særligt alarmerende er stigningen i ensomhed blandt unge voksne mellem 16 og 29 år, hvor raten nåede 12 procent allerede inden COVID-19-pandemien. Denne udvikling peger på et voksende problem med social isolation, der kræver målrettede interventioner.
Mental sundhed og sociale forbindelser
Undersøgelsen fremhæver også den tætte forbindelse mellem sociale relationer og mental sundhed. Personer uden nære venskaber har øget risiko for depression, angst og andre psykiske udfordringer. Manglen på et socialt netværk betyder færre muligheder for følelsesmæssig støtte, hvilket forværrer eksisterende problemer.
Forskerne understreger, at det ikke er tilstrækkeligt blot at bringe folk sammen. Kvaliteten af relationerne og individets evne til at engagere sig følelsesmæssigt er afgørende for at reducere ensomhed.
Konsekvenser for venskaber i voksenalderen
Udfordringer ved at etablere nære venskaber
For voksne med undgående tilknytning udgør etablering af nære venskaber en særlig udfordring. Deres tendens til at holde følelsesmæssig distance betyder, at de ofte har mange bekendte, men få fortrolige. De kan deltage i sociale aktiviteter uden at føle ægte forbindelse eller dele personlige tanker og følelser.
Denne overfladiskhed i relationer efterlader dem isolerede, selv når de er omgivet af mennesker. De kan have svært ved at forstå, hvorfor deres venskaber ikke føles meningsfulde, uden at erkende deres egen rolle i at opretholde distance.
Frygt for sårbarhed
Kernen i problemet er ofte en dyb frygt for sårbarhed. At åbne sig følelsesmæssigt kræver tillid til, at den anden person vil reagere med empati og forståelse. For personer med undgående tilknytning føles denne risiko for stor, og de vælger i stedet sikkerhed gennem distance, selv om det betyder ensomhed.
Denne dynamik kan være særligt udfordrende at ændre, fordi den er dybt forankret og ofte fungerer ubevidst.
Strategier til at styrke sociale bånd
Bevidsthed om egne mønstre
Det første skridt mod forandring er at blive bevidst om egne tilknytningsmønstre og hvordan de påvirker relationer. Dette kan ske gennem selvrefleksion, samtaler med betroede personer eller professionel terapi. At forstå oprindelsen af ens adfærd kan reducere skam og åbne for muligheden for forandring.
Gradvis øgning af sårbarhed
For personer med undgående tilknytning er det vigtigt at øve sig i at dele følelser og tanker gradvist. Dette kan starte med små åbninger over for personer, der har vist sig troværdige, og langsomt bygge tillid op gennem positive erfaringer. Målet er at opdage, at sårbarhed ikke nødvendigvis fører til afvisning.
Professionel støtte
Terapi, særligt tilknytningsmæssigt orienteret terapi, kan være effektiv til at bearbejde tidlige erfaringer og udvikle sundere relationelle mønstre. En terapeut kan tilbyde en sikker ramme til at udforske følelser og øve nye måder at relatere til andre på.
Forebyggende indsatser
På samfundsniveau anbefaler forskerne fra Aarhus Universitet målrettede forebyggende programmer, der fokuserer på at styrke sociale kompetencer og skabe muligheder for meningsfulde forbindelser. Dette kræver mere end blot sociale arrangementer, men interventioner der adresserer de underliggende psykologiske barrierer for nærhed.
Forskningen fra Aarhus Universitet understreger vigtigheden af tidlige tilknytningserfaringer for voksnes evne til at danne nære venskaber. Særligt undgående tilknytning viser sig som en væsentlig risikofaktor for social isolation. Med øget bevidsthed, målrettede strategier og professionel støtte er det dog muligt at udvikle sundere relationelle mønstre og reducere ensomhed i voksenalderen.